Montering af svalehaleplader

Svalehaleplader er bølgede stålplader, hvorpå der kan støbes betongulve med stor bæreevne. De bruges oven på et bjælkelag eller en let stålkonstruktion, fx i forbindelse med et vådrum i lejligheder eller på førstesalen i en bolig. Derudover anvendes de ved etageadskillelse, hvor de fungerer som god forstærkning og brandsikring. Vil du læse mere om svalehaleplader og deres forskellige anvendelser, kan du gøre det her.

Der er mange fordele ved at bruge svalehaleplader

Den nok største fordel og grunden til, at mange vælger at bruge svalehaleplader i gulvkonstruktioner, er deres store bæreevne. Samtidig er svalehalepladerne med til begrænse tykkelsen på betonlaget i gulvet, hvilket sørger for, at gulvet ikke bliver for tungt. Det er vigtigt, når du lægger gulv oven på fx et bjælkelag på førstesalen i dit hjem og skal tage hensyn til bjælkernes bæreevne.

Derudover kommer andre fordele som pladernes lyddæmpende egenskaber, den enkle montering, og at det er let at montere gulvvarme sammen med pladerne.

I det følgende forklarer vi montering af svalehaleplader trin for trin, ligesom du kan læse mere om gulvvarme og støbning på svalehaleplader.

1: Før du påbegynder monteringen

Før du begynder at montere dine svalehaleplader, skal du kontrollere bjælkelagets planhed, kvalitet og bæreevne. Bjælkelaget skal understøtte både plader og betonlaget ovenpå, og derfor er det afgørende, at bæreevnen er tilstrækkelig til at klare opgaven. Dernæst skal du være sikker på, at svalehalepladerne kan klare spændvidden i bjælkelaget. Vores svalehaleplader fra RIPSTAAL kan klare et spænd på helt op til 90 cm, uden at der skal bruge anden understøtning mellem bjælkerne i bjælkelaget.

2: Tilpasning af svalehaleplader

Når du skal udskære og afkorte svalehalepladerne, skal du bruge en vinkelsliber med en skæreskive, der kan skære i metal. Her er det vigtigt at have fokus på sikkerheden for både dig selv og andre ved at bruge det påkrævede sikkerhedsudstyr og -tøj. Du bør eksempelvis bære kraftige arbejdshandsker, da pladernes kanter kan være skarpe.

3: Trinlydsdæmpning

For at opnå den bedst mulige trinlydsdæmpning anbefaler vi, at du bruger en egnet trinlydsdæmpende strimmel på bjælkelaget. Ved montage med trinlydsdæmpende strimler skal svalehalepladen ikke skal fastgøres til bjælkelaget.

4: Sådan lægges pladerne

Nu er du nået til monteringen af svalehalepladerne. De skal lægges på tværs af bjælkelaget, og i tværbredden skal profilerne ligge med to halve bølgers overlæg. På den første plade skal det blå tryk vende nedad, på den næste skal det vende opad. Sådan fortsætter du med at vende trykket skiftevis op og ned.

Også i længderetningen skal pladerne ligge skiftevis med det blå tryk opad og nedad. Klik dem sammen én bølge ad gangen. I længderetningen skal pladernes overlapning være mindst 50 mm, og den skal altid ligge over en bjælke for at sikre stabiliteten.

5: Dobbelttjek, at pladerne ligger korrekt

Det kan altid betale sig at kontrollere undervejs, at arbejdet er gjort rigtigt og fyldestgørende. Vær derfor sikker på, at pladerne og samlingerne ligger korrekt. Hvis der ikke skal lægges gulvvarme, skal du også sikre dig, at pladerne er fastgjort til bjælkelaget med søm eller skruer gennem det øvre profil for hver 3. bølge.

6: Svalehaleplader med gulvvarme kræver et flydende gulv

Hvis der skal lægges gulvvarme, skal du være opmærksom på, at gulvet skal kunne udvide sig og trække sig sammen som følge af den skiftende temperatur. Derfor må gulvet ikke fastgøres på underlaget, men skal ligge flydende. I disse tilfælde anbefaler vi også at lægge trinlydsstrimler på bjælkelaget og langs væggen.

Skal der opføres lette vægge af beton, gipsplader eller lignende på et træ-stålskelet, skal betonlaget laves med en 100 mm opkant, hvor væggen skal placeres.

7: Brug clip-skinner for nemt at installere gulvvarme

Det er ganske let at montere gulvvarmeslanger på svalehalepladerne fra RIPSTAAL, når du bruger den tilhørende clip-skinne. Skinnen er 1 m lang og passer til alle gulvvarmeslanger med en diameter på 15-20 mm. Montér skinnerne med en passende afstand, så gulvvarmeslangerne sidder sikkert fast på pladen – husk at følge fabrikantens anvisninger for gulvvarmesystemet. En skinne skal skrues fast på pladen med 2-3 skruer.

8: Montering af gulvvarme på svalehaleplader

Når først clip-skinnerne sidder forsvarligt fast på svalehalepladerne, er det helt enkelt at montere selve gulvvarmeslangerne. Skinnerne er nemlig indrettet sådan, at slangerne blot skal “klikkes” fast. De skal ligge på tværs af pladerne, men må ikke lægges ned i dem. Det klares hurtigt og nemt.

9: Sådan udfører du støbning på svalehaleplader

Når du skal støbe dit betonlag på svalehalepladerne, skal betonen have en minimumsstyrke på 25 Mpa og en kornstørrelse på op til 8 mm. Betonen skal blandes, så den er blød og let at arbejde med – følg anvisningerne fra betonproducenten for at opnå den rigtige konsistens.

Arbejd betonmassen grundigt helt ned i pladernes profiler. Hvis der er lagt gulvvarme, skal betonlaget være mindst 20 mm over varmeslangen. I gulvkonstruktioner uden gulvvarme skal betonlaget være 20 mm over pladens øvre profil.

For at undgå, at pladerne hærder for hurtigt, og at der som følge heraf opstår svindrevner, skal betonen dækkes af med plastfolie, mens den tørrer. Du bør også undgå gennemtræk i lokalet, hvis det er muligt.

10: Læg gulv oven på dit betonlag

Når du er sikker på, at betonlaget er fuldstændig afhærdet, kan arbejdet med fliselægning påbegyndes. Det udføres på helt normal vis med fliselim, hvor du naturligvis skal sørge for at følge producentens anvisninger.

Hvis gulvet er på badeværelset eller i et andet rum med gulvafløb, skal der først udføres en vådrumsbehandling efter SBi-anvisning 252. Når svalehalepladerne bruges i vådrum, skal pladerne desuden forbindes til jord i henhold til stærkstrømsreglementet.

Kontakt BMC Danmark, hvis du har spørgsmål

Hos BMC Danmark er vi eksperter i svalehaleplader og det nødvendige tilbehør, der skal til for fx at lægge gulvvarme sammen med pladerne. Har du spørgsmål til vores produkter fra RIPSTAAL, er du meget velkommen til at kontakte os.

Indholdsfortegnelse